Spring til indhold

Når sort skiftes ud med grøn: Circle K vil også være bæredygtige

Danske virksomheder har bæredygtighed højt på dagsordenen – og det uanset, hvilken branche de kommer fra. En af de virksomheder, som er i gang med at dreje sin forretning ind på den grønne sti, er den globale tankstationskæde Circle K. De vil være en del af fremtidens løsninger – i stedet for en del af problemet.

Circle K

Tekst af Marie Louise Plenborg
Fotograf: Rikke Mønster

Bæredygtighedsdagsordenen har vundet indpas i det danske erhvervsliv: Flere og flere danske virksomheder placerer bæredygtighed øverst på agendaen og sætter strategiske mål for, hvordan de vil skabe en positiv forandring. Det fortæller Steen Vallentin, der er lektor på CBS og akademisk co-director på CBS Sustainability, et center for bæredygtig forskning på CBS:

”Den bæredygtige udvikling har været undervejs de sidste 20 år i det danske erhvervsliv. Hvor der tidligere var en tendens til, at virksomhederne ikke ville sætte barren for højt af frygt for ikke at kunne indfri deres mål, fremlægger de nu ambitiøse mål, melder sig ind i debatten og vil være en del af løsningen på verdens udfordringer. Ånden er ude af flasken,” siger Steen Vallentin og uddyber, at det ikke mindst skyldes, at der er en ekstrem offentlig bevågenhed på området:

”Vi har klimaaktivister som Greta Thunberg, der tiltrækker opmærksomhed. Der barsles med en klimalov, som skal forpligte virksomhederne på ændringer. Vi har verdensmålene. Og så bliver vores børn undervist i bæredygtighed og klima i skolen. Det er svært at komme udenom. Også hvis man er virksomhed.”

Ifølge Steen Vallentin er den bæredygtige forretningstænkning ikke forbeholdt nogle bestemte brancher, og der er ingen grænser for, hvem der lader bæredygtighed og klima stå som overskrift i strategien:

”Vi ser det hos virksomheder som Novo Nordisk, Carlsberg og Mærsk, men også i f.eks. landbrugssektoren og blandt virksomheder som Danish Crown, som jo ikke tidligere er blevet forbundet med bæredygtighed eller klimahensyn. Men man lykkes jo kun, hvis man rent faktisk sætter handling bag ordene.”

En af de virksomheder, der ikke traditionelt er blevet forbundet med bæredygtighed, men som nu har taget bæredygtighed ind i sin strategiske målsætning, er den globale convenience- og brændstofleverandør Circle K, der også har aktiviteter i Danmark og står for en femtedel af Danmarks samlede olieforbrug til transport, industri og opvarmning. Virksomheden har en ambition om at blive en del af løsningen på verdens udfordringer inden for klima og bæredygtighed – i stedet for at være en del af problemet.

”Transport har haft og har en enorm betydning for det moderne samfund, fordi det er det, der forbinder mennesker. Men transportbranchen er også en del af problemet, idet den står for 30 procent af den samlede CO2-udledning. Derfor har vi en forpligtelse til at tage et ansvar og drive vores forretning i en mere bæredygtig retning. Det mener vi selv, og det mener vores kunder også,” fortæller Mette Uglebjerg, der er CEO i Circle K Danmark.

Toppen af Circle K tank station

Bæredygtigt brændstof i hanerne

Arbejdet med bæredygtighed har indflydelse på flere lag i Circle K’s forretning. Ikke mindst i forhold til det brændstof, der løber ud af hanerne på tankstationerne. Circle K vil nemlig være med til at indføre en ny type brændstof i Danmark særligt målrettet den tunge transport, altså transportmidler som lastbiler, fly og skibe. Det betyder et farvel til den sorte benzin og diesel, som ellers har udgjort fundamentet i virksomhedens forretning.

”Vi tror meget på, at elbiler bliver en stor del af fremtidens privattransport. Men en meget stor del af CO2-udledningen kommer fra den tunge transport, som mange år ude i fremtiden vil være afhængig af flydende brændstoffer, fordi batteriteknologien, som skal bruges til elbiler, ikke kan drive de tunge
transportmidler over lange afstande,” siger Mette Uglebjerg og fortsætter:

”For at løse udfordringerne med den tunge transport tror vi på, at Electrofuels, der er en form for flydende el, er en vigtig del af løsningen. Den opstår i kombinationen mellem CO2 og brint. Det gode ved Electrofuels er, at man med få tilpasninger kan bruge det i den eksisterende bilpark, og så er den CO2-neutral. Og den brændstoftype vil vi gerne have udbredt i hele branchen. Teknologien er der, nu arbejder vi på at få politikerne og samfundet med ombord.”

Circle K kan dog ikke udvikle brændstoftypen. Men virksomheden kan være med til at bane vejen for den og tilbyde den til kunderne, siger Mette Uglebjerg. Derfor har de indgået et partnerskab med blandt andre en energivirksomhed i Hobro, som har taget de første skridt til at producere Electrofuels.

Ifølge Steen Vallentin er samarbejde essentielt – for Circle K kan ikke klare omstillingen alene:

”Det er klart, at innovationen af bæredygtig brændstof skal ske et andet sted end hos Circle K. Og de får også kun succes i en bæredygtig sammenhæng, hvis de indfaser nye brændstofformer, som alle aktører kan sælge. For ellers løser det jo ikke problemerne. Og det skal være brændstof, som mange forbrugere kan bruge,” siger Steen Vallentin.

Når opfattelsen skal ændres
Arbejdet med at blive mere bæredygtige og blive anerkendt som en legitim og førende spiller inden for energidagsordenen er dog ikke uden udfordringer, erkender Mette Uglebjerg.

”Der er ingen tvivl om, at kunderne forbinder os med fortidens tankstation. Og vi har stadig et stykke vej for at ændre den perception, før vi kan blive forbundet med en virksomhed, der er med helt fremme, når fremtidens energiløsninger skal udvikles. Men vi arbejder ihærdigt på det – blandt andet ved at uddanne udvalgte sælgere, der går ud i erhvervsmarkedet, så de kan være eksperter i morgendagens brændstof og tage den dialog med vores erhvervskunder,” siger hun.

Steen Vallentin forstår godt, hvis Circle K oplever ekstra udfordringer med at bevæge sig ind på den grønne sti:

”For mange er brun eller sort energi selve essensen af problemet. Så når Circle K siger, at de gerne vil være en førende spiller inden for at udvikle energiløsninger, kan man jo godt være bange for, at det er som at sætte ulven til at vogte får. Men faktum er jo, at vi er afhængige af brændstof, og derfor kan man jo ikke bare bede dem om at slukke for hanerne. Det handler mere om at tænke, at der skal indfases noget nyt,” siger Steen Vallentin.

reklame hos Circle K

"Det kræver jo en enorm omstilling i hele organisationen, når man vil lave en gennemgribende ændring i en mere bæredygtig retning"

Mette Uglebjerg,
CEO i Circle K Danmark

Omstillingen er enorm – udbyttet givende

Hvor brændstof er det ene ben i Circle K’s kerneforretning, er convenience det andet. Og Circle K arbejder også på at blive mere bæredygtig i den del af forretningen.

”Vi er helt med på, at vi som branche ikke er kendt for at servere frisk og bæredygtig mad. Men vi arbejder på at blive en bæredygtig forretning hele vejen rundt, og her vil vi også trække convenience i en mere bæredygtig retning. Det indebærer blandt andet, at vi serverer dansk kød i vores burgere, at vi har fairtradeprodukter, og helt ned til at vi skal have bæredygtige låg på vores kaffekopper,” siger Mette Uglebjerg.

Hun tror på, at Circle K er inde på den rette bane, og at deres forretning kan overleve skiftet mod en grønnere fremtid. Det kræver hårdt arbejde, og at alle led i organisationen bakker op om visionen og rejsen, siger Mette Uglebjerg:

”Det kræver jo en enorm omstilling i hele organisationen, når man vil lave en gennemgribende ændring i en mere bæredygtig retning. Både på strategisk niveau og nede i den daglige drift i butikkerne. Alle skal være med på rejsen, hvis det her skal lykkes. Vi har en overordnet strategisk plan, og her arbejder vi løbende på at få bærdygtighed stærkere forankret i den.”

Hvor lang tid det tager at omstille sig til at være en grøn virksomhed, mener Mette Uglebjerg ikke, at man kan svare entydigt på.

”Vi skal hele tiden udvikle os og arbejde i en mere bæredygtig retning. Og nogle indsatser tager længere tid at komme i mål med end andre. Men nu og her er der ingen tvivl om, at det betyder meget for virksomheden og for os, der arbejder i den, at vi er med til at påvirke bæredygtighedsdagsordenen i vores branche. Det er jeg personligt megastolt af,” siger hun

Bil med Circle K i baggrunden

Få mere inspiration til at se nye muligheder

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få tilsendt flere spændende artikler og interviews med erhvervsfolk, forskere, MBD-studerende og virksomheder, der arbejder med forretningsudvikling. Måske du selv bliver inspireret til at arbejde videre med din og din virksomheds udvikling

Tilmeld dig her